El-Alamein og Deltaet

Et fly fra slaget fundet for få år siden og sat i stand til udstillingen foran museet.

Sidste dag på turen sluttede, som den startede - med en tur med min chauffør/fixer, Mohammed.

Efter at have tilbragt en uge i byen tog jeg igen udenfor. Jeg forsøger altid at se noget nyt, når jeg er i Egypten. Men jeg har efterhånden været her en del gange, så der skal mere og mere fantasi til at finde noget. Men det handler også bare om at komme lidt ud at køre for at se noget andet end byen. Og så er chaufføren en billigere samtalelærer time-for-time, end mine sædvanlige lærere er.

I dag gik turen til el-Alamein, som ligger ved Egyptens nordkyst mellem Alexandria og Marsa Matruh. På hjemturen havde vi planlagt et besøg i Nil-deltaet, som den ene af de to store halvdele af 'ude på landet' i Egypten. Den anden er den øvre (sydlige) nildal, som jeg tidligere har besøgt på et nilkrydstogt mellem Luxor og Aswan.

El-Alamein er kendt for at være skueplads for et vendepunkt i Anden verdenskrig. Det er for omfattende at beskrive i detaljer her. Men der er et nyere museum, der beskriver slaget, og så er der en masse gravpladser for de døde, hvoraf jeg tog ud for at se den fra British Commenwealth.

Museet var bemandet af en flok sikkerhedsfolk og guider. Men i løbet af den time jeg var der, var der ikke andre besøgende end mig selv.

100 pund (40 kroner) for udlændinge. 10 pund for egyptere.

Gravpladserne var for egyptiske forhold meget velholdte. Det er gribende at forestille sig, det enorme slag, der har stået på her.

Nybyggeri ved kysten.

På samme måde som en ny hovedstad og andre splinternye byer skyder op, er der langs kysten ved el-Alamein ved at blive bygget en kæmpe by. Min fixer-chauffør kunne fortælle mig, at det var sommerresidenser for overklassen, på samme måde som den nye hovedstad er til overklassen. Her bor overklassen tre måneder om året i de varme sommermåneder. I den periode flytter supermarkeder og apoteker og den slags med, forefter at vende tilbage til Cairo med de rige tre måneder senere.

Utopia. En bog af Ahmed Khaled Taqfiq skrevet i 2008. Bogen er en dystopisk sci-fi med et bud på, hvordan Egypten i 2023 vil være kollapset i to dele, en rig og en fattig, hvor den rige del har isoleret sig i en aflukket enklave på nordkysten af landet. De fattige udenfor er overladt til sig selv. Det sammenfatter meget godt det, jeg har oplevet på denne tur. Der er en helt ekstrem økonomisk polarisering i landet, og der er stort had og mistro mellem samfundsklasserne. De rige bygger nyt. Ny hovedstad, nye kvarterer og nye ferieresorts. Alt er omsluttet af mure og checkpoints for at holde de fattige ude. Jeg havde hørt om bogen før turen, og jeg fandt denne kopi lige inden min tur til nordkysten. Tiden må vise, om jeg får kæmpet mig igennem den.

Et af de få tilbageværende beboede lerhuse.

Efter el-Alamain kørte vi ind i Nildeltaet, som mest af alt bare er by, by, by med lidt grønt imellem. Alle byer ligner hinanden, og de er mere eller mere vokset totalt sammen langs vejene, som som ofte ligger langs flodarme eller vandingskanaler.

Min fixer-chauffør fortalte, at der var meget landbrug i deltaet og spurgte, om vi også have meget landbrug i mit land.

- Ja, over det hele. Næsten hele Danmark er landbrug.
- Ah, så I har også delta?
- Nej, vi har ikke noget delta. Vi har jo ikke nogen nil og heller ikke andre floder.
- Jamen ... hvor kommer vandet så fra?
- Ovenfra. Regn altså.
- Jamen, kan det regne nok til det?
- Ja, altså, det regner ret meget. Ca. hver anden dag og i store mængder.

Han var dog ikke helt overbevist om, at det virkelig kunne være rigtigt.

Ude i deltaet talte jeg med en masse mennesker (mænd. Man møder ikke kvinder), som bød mig på te og kaffe. Jeg havde virkelig lyst til at tage en masse billeder, men der var lidt for mange øjne på mig, til at jeg følte mig komfortabel med det.

Jeg tog denne selfie mest på grund af de tre gamle mænd, der sidder på marken bagved. De sidder bare på jorden og sidder. Jeg var ude at tale med dem. Hyggelige fyre.

By og landbrug ligger side om side i hele deltaet. Der er ikke mange større byer, og det hele glider bare lidt ind i hinanden i en uskøn blanding.

På besøg i Shoubra

Gæstebogen studeres.

For at møde nogle lokale og få brugt sproget lidt i en uformel atmosfære havde jeg gennem Air-bnb booket en oplevelse, som i dette tilfælde var et aftenbesøg hos en egyptisk familie i Shoubra. Shoubra er et meget folkeligt kvarter i Cairo, som jeg normalt ikke kommer i.

Når jeg møder egyptere i Egypten, spørger de altid om de samme ting. 1) Hvorfor har du lært at tale (egyptisk) arabisk og 2) Hvordan har du lært det? Egyptere er grundlæggende af den opfattelse, at deres sprog er så vanskeligt, at ingen hvid mand kan lære det. Når det billede viser sig ikke at være sandt, søger de efter enhver forklaring på fænomenet. Mit problem er, at jeg hverken kan eller vil forklare, hvorfor jeg har sat mig for at lære det. Men det er da trods alt bedre end for 10 - 15 år siden, hvor de altid ville høre om tegninger, når de mødte en dansker, der kunne sproget.

Det var dem ligeledes uforståeligt, at jeg med mit sprog ikke havde nogen egyptiske venner. Men det med ikke at have venner, det er nok mere en personlig ting for mig, som også er overførbar til egyptiske forhold. Og så er det bare enormt svært at have nok tilfælles med egyptere til at starte og vedligeholde et venskab. Økonomi og kulturelle værdier er for forskellige. Jeg kan godt lide at tale med egyptere, men det er mest et spørgsmål om gensidig nysgerrighed.

Egyptere spørger også ofte ind til vores rigdom. Fruen i huset spurgte mig, om det var rigtigt forstået, at folk i Vesten smider ting ud, der virker, blot for at købe nyt. Som eksempel nævnte hun køleskabe. Jeg måtte medgive, at det var sandt, at vi ikke altid ventede på at ting definitivt brød sammen, før vi købte nyt. "Jamen, er det så derfor, kvinderne er nødt til at arbejde, så I kan få råd til alt det?", spurgte hun derefter. Jeg prøvede at forklare, at det at gå på arbejde er en rodfæstet del af vores kultur for både mænd og kvinder. Penge er en nødvendig del af det, men det er ikke den eneste grund til at gå på arbejde. Jeg kan kun antage, at egyptere ser meget forskelligt på det spørgsmål.

New Cairo

St. Antonious-klostret i Egyptens østørken. Fyldt med pilgrimme.

For at kunne mødes med min sædvanlige samtalelærerinde er jeg flyttet ind på et hotel i New Cairo tæt på universitetet. Sædvanligvis bor jeg på Zamalek, når jeg er i Cairo, men jeg har gjort en undtagelse for ikke at skulle køre frem og tilbage.

New Cairo er lige på grænsen til ørkenen. Det mest slående er den helt ufattelige byudvikling, der er i området. Egypten er et land i rivende udvikling på flere måder. Et gennemgående tema er befolkningstilvækst og byudvikling. Der bor ca. 100 millioner mennesker i Egypten, og befolkningen vokser med ca. 6.000 personer om dagen. Ikke desto mindre bygges der nyt langt hurtigere end befolkningstilvæksten kan opsluge, så der er mange tomme bygninger - ja, hele bydele, faktisk hele byer står tomme.

I modsætning til Zamalek, så har jeg på to dage ingen udlændinge set. De lokale lader i øvrigt ikke til at tage notits af mig og forsøger ikke at tale engelsk til mig.

Jeg gik i dag en tur rundt i kvarteret, som består af færdige bygninger og byggegrunde og alt der imellem. Mest det sidste. Huset, hotellet ligger i, er omringet af huse, der mest af alt ligner tomme skaller, som måske bliver fyldt ud med tiden.

De fleste nye bygninger ligger i 'compunds' bestående af en masse stort set ens huse, som er indhegnet og med en officiel indgang bemandet af vagter. Det er altså en slags gated communities. På samme måde som under Niebuhrs tid i Egypten kan man altså nu ikke længere gå ind i alle kvartererne. Har man ikke noget at gøre i et compound, bliver man ikke lukket ind. Det betyder også, at det kan være lidt svært at finde rundt ved brug af Google Maps. Man støder uvægerligt ind i nogle mure, som omkranser et compound. Murene er ikke til at se på kortet.

I går var jeg på tur i den østlige ørken for at besøge verdens ældste kloster, St. Anthonys kloster. På vejen kørte vi forbi den nye administrative hovedstad, som efter planen skal åbne om fire år, fortalte chaufføren mig. Men allerede nu er den på størrelse med København at dømme efter Google Maps og køreturen. Tusinder af tomme beboelsesejendomme, som efter planen skal blive hundedyre at bo i, står tomme. Hele byen er også et stort compund. Folk er delte i spørgsmålet om, om det bliver en succes eller en fiasko. Men den nye hovedstad ligger så langt fra den gamle, at i hvert fald statens ansatte vil føle sig presset til at flytte derud. Hvis det altså bliver til noget med at flytte administrationen derud.

Udsigt fra indgangen til den hule, St. Antonious boede i i de sidste 40 år af sit liv.

 Herunder lidt stemningsbilleder fra New Cairo/ The 5th Settlement (التجمع)

For at komme hen på universitet skulle jeg gå blandt andet ad denne vej. Hold til højre!

Indgangen til et af de få færdigbyggede compunds.

Kvarteret var jævnt kedeligt. Der er ikke noget gadeliv men i stedet en masse malls, som de lokaler ynder at hænge ud i. Sådan bor de rige egyptere i dag.